Thalia Marielyst

Historien

I 1934 da skuespilleren Olaf Fønns blev formand for Dansk Skuespillerforbund, var hans plan at skabe et rekreationshjem for medlemmerne, men man anså det dog for en stor opgave.

Imidlertid tilbød skuespilleren Henrik Malberg at skænke forbundet et større areal ved Marielyst, og dette blev opstarten på projektet.

For at skaffe penge til at bygge for fik man af justitsminister K.K. Steincke bevilling til at afholde et lotteri. Og det var bl.a. ved hjælp af dette overskud, man kunne indvi 5 enkelte sommerhuse og 1 større samlingshus, som blev døbt "Pejsestuen" i 1939. "Pejsestuen" eksisterer stadig, men de 5 små sommerhuse blev revet ned i 1988 og erstattet af 4 nye og større sommerhuse.

Men Henrik Malberg og Olaf Fønns ønskede også at bygge et helårs Rekreationshjem, og i 1944 kunne man yderligere indvi "Thalia", et smukt muret hus i to etager.

Bygningen bestod af en række gæsteværelser, hvor hvert værelse var indrettet som mindeværelse for en kendt kunstner. På øverste etage var der en stor sal, som både var spisestue og opholdsstue.

Mange forbundsmedlemmer har gennem årene nydt dette dejlige sted, men det blev for dyrt at drive, og i 1967 blev huset derfor solgt fra og har i mange år haft en omtumlet tid. I 2014 overtog Mette og Brian Qvist Sørensen Thalia og i 2016 grunden med pejsestuen og de fire sommerhuse.